Aktion eller reaktion ?

I moderne kommunikationsteori, fokuseres der ofte på, hvem der har ledelsen af den kommunikation som finder sted mellem to parter. Hvem sætter dagsordenen og påtager sig lederskabet i en samtale.

Med reference til W. Barnett Rearce´s CCM (Coordinated Management of Meaning) er den afgørende faktor: At den der ejer 1´ste og 3´de sætning leder samtalen.

Prøv efter gennemlæsningen af nedenstående eksempel at tænke over om du, i din tilgang til din undervisning oftest befinder dig i ”aktions-” eller ”reaktionsmodus”.

”Du er på vej til time. Inden du træder ind i klasselokalet kan du tydeligt høre at der er ”gang i den”. Idet du træder ind kan du vælge to veje som kommunikativt signalerer at timen skal begynde.

A. Den første kunne lyde sådan her: ”Vil I så sætte Jer ned og finde Jeres bøger frem”.

B. Den anden kunne lyde: ”God dag 5. klasse” (pause) ”Idag skal vi arbejde med....... og I skal derfor finde Jeres bøger frem og slå op på side X”.”.

Læreren (A) der vælger at starte timen med at reagere (irettesættende) på støjen i klassen, har faktisk foræret klassen 1´ste sætning (klassens adfærd og støj) og har dermed afgivet styringen/ledelsen af opstartskommunikationen. Med andre ord, læreren er nu ledet af klassen. Ofte kræver dette at læreren må kaste sig ind i kampen og med magt, autoritet og yderligere pres, tilbage erobre sin position.

I anden sentens (B) formidler og fastholder læreren sit lederskab. Læreren har første sætning som er en klar tilkendegivelse af at ”her begynder jeg timen”, pausen giver eleverne plads til at svare og 3´de sætningen understreger og udbygger første sætningen, samt sætter fokus på hvad I skal være sammen om.

Mange kender til at vi ofte reagerer på noget andre siger eller gør. Meget kommunikation til elever som ”træder ved siden af” bliver startet med en reaktion. Prøv i stedet af tage føretrøjen på, når muligheden byder sig, som hvis du bliver standset af Politiet.

Du kender det sikkert.! - du sidder i bilen og i sidespejlet kan du se en betjent komme op til dit vindue. Du ruller vinduet ned og betjenten siger: ”God aften, det er politiet” (sætning 1.) ”god aften” (2 sætning) ”Jeg vil gerne se Deres kørekort” (3. sætning).

Prøv at vende den 180 grader.

Idet du ruller vinduet ned, tager du første sætning, ”God aften Hr. Betjent” og lyt så til klangen i hans åbningssætning, som du har placeret som sætning nummer 2. ”god aften........det er politiet”, ”hvad kan jeg hjælpe med” (3. sætning), ”Jeg vil gerne se Deres kørekort”....(4. Sætning)...

Den resistente elev:

Ofte møder jeg udsagn fra lærere omkring elever, som læreren ikke synes at kunne nå. Elevene er ikke engageret i undervisningen, de retter sig ikke efter hvad vi siger, de virker ikke til at tage irettesættelser, konsekvenser og sanktioner til sig. Lige så ofte hører jeg udsagn fra lærere omkring enkelte elever der gør dem frustrerede, når den enkelte lærer ”har prøvet alt”. Der er tale om elever der trigger os negativt og formår at give os en følelse af magtesløshed.

Denne følelse af magtesløshed bliver ofte en meget ensom og privat affære, som hvis den ikke tages alvorligt, får nogle meget uhensigtsmæsssige konsekvenser, både for læreren og eleven.

Resistens hos eleverne vælger jeg at se som en overlevelsesreaktion, baseret på en række negative personlige oplevelser, hvor det eleven ”kan” over længere tid er blevet mødt med afstandtagen, skæld ud, ignorering, udelukkelse og oplevelsen af ydmygelse.

Eleven bliver kontinuerligt bekræftet i at være forkert og udvikler over tid en destruktiv alliance med sine omgivelser med det ene formål at skabe og fastholde identiteten.

Hvad kan man med fordel gøre mere af, når elever udviser en resistensadfærd ?

• Bryd elevens mønster og skab positiv støj på linjen.
• Se (observer) på eleven og vælg nogle af de ting eleven gør godt eller ”rigtigt” og sæt spot på dem.
• Del dine iagttagelser og observationer med dine kolleger i teamet. Læg i teamet en fælles strategi og tilgang omkring ”Hvad det er i ønsker at lære eleven” og aftal hvordan I hjælper hinanden med at fastholde kursen i Jeres koordinerede indsats.
• Bliv enige om hvad der skal være lært, for at I og eleven har nået målet.
• Øv dig i at være et skridt foran, så øger det muligheden for at du kan nå at rose/anerkende/(vej)lede ham inden ”det går galt”
• Eleven har ikke brug for at blive skældt ud, råbt af og ekskluderet, på trods af at han vil gøre alt hvad han evner for at få dig til at bekræfte ham i at han er forkert.
• Ofte har disse elever meget klare signaler til deres omverden i form af kropssprog, ageren, gestus og mimik, samt sprog og sprogligt indhold. Formålet hos eleven er at skabe reaktioner i omgivelserne, som kan hjælpe dem med at fastholde deres selvbillede, som den udstødte, den farlige, den ingen holder af, den der ingenting kan og gider. Det du med fordel kan gøre er at blive på din egen ”banehalvdel” og ikke tage mod invitationen om at træde ind i hans destruktive univers, for så er problemet vokset til at være ”jeres problem”. De problemer han har, er ejet af ham og løsningen på dem ejer han også (selvom han ikke kan se/forstå dem) MEN det er de voksne der har ansvaret for, aktivt, at skabe nogle rammer, som giver eleven en øvebane hvor han, i samarbejde med jer, har mulighed for at opleve succes, anerkendelse og læringslyst.
• ”overhør” hvad han kalder dig, men konfronter/oplys ham med hvad du ser. ”Jeg kan se at du er meget vred Knud.....”
• Giv ham nogle konkrete løsningsmodeller på handlinger, der kan aflede og afværge at hans adfærd trapper op og han havner i en konflikt. ”Du ser ud som om du er lige ved at eksplodere”......”så for at du ikke eksplodere herinde, vil JEG have at du lige løber en tur rundt om sportspladsen”......”når du kommer tilbage er jeg klar til at hjælpe dig i gang med....”. ( Husk at koordinere de gode erfaringer med afledningstiltag med Teamet, så I i samarbejde med eleven får klarhed på hvad der virker, og eleven får få men effektive løsninger udviklet).
• Hav tålmodighed – resistente elever har en grundlæggende mistillid til andre mennesker og til sig selv.
• Det eneste der kan ændre ham er din vedholdenhed og din oprigtighed, så du skal ikke påtage dig opgaven, hvis ikke du kan lide eleven.

Historien om Miki der havde glemt sine bøger.

Onsdag 4 lektion: Miki fra 4 klasse skal have engelsk. Han kommer fra frikvarter, let forsinket og går/småløber gennem skolens gange til engelsk faglokalet. Da han træder ind i lokalet kigger læreren Anne på ham og siger: ”Miki du er for sent på den, du har igen ikke dine bøger med så du kan lige så godt gå ud igen”. Miki vender sig og går ”uden for døren”.

Miki kunne tænke følgende tanke: Hvorfor f....... skulle jeg slæbe to kilo bøger fra den ene ende af skolen til den anden, når jeg alligevel bliver smidt ud........dumme ko”.

Anne kunne tænke følgende tanke: ”Når Miki møder for sent til timen og samtidig ikke gider tage sine bøger med har jeg ret til at sende ham væk, så han ikke forstyrrer mere i min undervisning”, ”Jeg er ansat til at undervise og han ødelægger det ved at komme for sent til timen og komme uforberedt”.

Scenariet ligner sig selv de efterfølgende 4 onsdage. Den 5 og 6 onsdag udebliver Miki fra engelsk. Anne går til skolelederen Hr. Hansen og fortæller at hun er godt træt af Miki, som de sidste to gange har pjækket fra hendes undervisning. Hun vil derfor gerne have at Hansen ringer til Mikis forældre og fortæller dem at deres søn ikke passer sin skole.

Hvis vi gør som vi altid har gjort – vil vi få det vi altid har haft. Og hvorfor gøre mere af det vi godt ved ikke virker.....?

Afvikling af konsensusstrategierne med folkeskolen som dannelsesmonopol.

Hvis man blot ændrer et element uden at ændre konteksten, vil det

blive fortolket og bearbejdet i den samme kontekst igen.

Man får ikke forandret noget grundlæggende, men kan endda komme

til at gøre tingene mere problematiske”. (Cathrine Hasse)

”For at skabe udvikling, må du først, efter moden overvejelse, afvikle de elementer i din virksomhed, der ikke længere fremmer virksomheden mål” - dette er ”løst” citeret fra erhvervsmanden Lars Kolin der holdt et foredrag på Skole og Samfunds årlige kongres for skolebestyrelser.

Med ”moden overvejelse” menes at det eneste rigtige at gøre, ganske gennemgribende er at bringe alt i spil som vi kender det, og så opveje værdien af det vi finder, mod de mål vi sætter os.

Det første som trænger sig på er spørgsmålet om folkeskolen stadig fortjener status om det centrale dannelsesmonopol i denne verden ?.

Hvad vil det betyde for folkeskolen selvbillede, hvis vi med erkendelsen af at vi ligger i en dannelseskonkurrence med børne- og videnskanalerne, internettets muligheder for socialtjenester og mange andre tilgængelige kilder, hvor børnene henter viden og skaber erfaringer til deres personlige verdensbillede fra, affødte en debat om hvad vi skal gøre for erobre markedsandele i elevernes lyst til at lære.?

Det næste punkt kunne være en invitation til at kigge på måden vi driver folkeskolen på.

De kommunale og statslige visioner bliver i disse år, meldt ud med betegnelser som ”sikker drift”,”turn around”, ”360 graders eftersyn” m.fl. Konklusionen på fleste af disse undersøgelser og modeller for drift, handler om, hvordan vi kan reducere omkostningsniveauet og stadig leve op til de krav, som kommunerne får udstukket fra staten.

Det handler altså om at bevare mest muligt af det vi har, og så leve op til minimumskravet af det som kræves centralt fra Undervisningsministeriet.

Fakta er at mange kommuner i disse år må forsvare at sætte overlæggeren så lavt at målet bliver at skabe middelmådighed og i bedste fald skabe gennemsnitselever i en folkeskole drevet på nødvendigheden af discountprincipper.

Hvad ville der ske, hvis vi inviterede til et bredt samarbejde med folkeskolens interessenter omkring følgende spørgsmål:

”Hvad er det vores folkeskole skal skabe hos eleverne” ? (Hvilke behov, ønsker og drømme, har vi i interessentgruppen brug for bliver sået i eleverne).

”Hvad skal vi investere og udvikle for at opnå dette” ?

”Hvem har modet, viljen og midlerne til at gøre dette muligt” ?

”Hvem og hvordan skaber vi et bæredygtigt og inkluderende samarbejde mellem disse interessenter, så vi når det mål” ?

”Dynamisk Dannelse on Demand”

Et fiktivt eksempel på denne tankegang:

På kanten af Udkantsdanmark ligger en skole, med et noget nedslidt og utidssvarende fysik og kemi lokale. Igennem en årrække har dette været et fast punkt på skolebestyrelsens årlige fordelingsmøde med det resultat at den økonomiske konsekvens ved at opdatere fysik og kemilokalet vil medfører at der ikke er midler til andet, hvorfor det gentagne gange er blevet nedprioriteret.

I statistikken ligger skolen lavt, i forhold til at sende elever videre i uddannelse efter 9. klasse. Skolelederen forklarer dette med at skolen, efter hendes udsagn, er en arbejderskole, hvor en meget stor del af eleverne kommer fra bogligt svage hjem.

Et par kilometer fra skolen ligger en større virksomhed der fremstiller kosttilskud. Virksomheden har svært ved at rekruttere kemiingeniører og ansætter derfor arbejdskraft fra den globaliserede arbejdsstyrke. Senest har man så flyttet en del af produktionen og pakkeriet til udlandet, hvilket har betydet at efterspørgslen på udfaglært arbejdskraft er faldet.

Et bud på et inkluderende samarbejde mellem skolen og nærsamfundet kunne derfor være, at kommunen/skolen fik skabt muligheden for at lave en kontrakt med virksomheden (i ”x”antal år), hvor virksomheden forpligter sig til at drive fysik og kemi lokalet, så skolens fysik og kemilærere fik adgang til at kunne skabe nutidig, nærværende og spændende undervisning med eleverne. Dette kunne så styrkes gennem en række networking´s seancer mellem skolens faglærere og virksomhedens ingeniørere.

Det vil selvfølgelig kræve at skolelederen, lærerne, forældrebestyrelsen og kommunen forholder sig til spørgsmålet omkring etikken, ved at tillade eksterne finansiering af enkelte fagområder, i en periode.

Kommunen skal forholde sig til at den enkelte skole får et lokalt løft, som ikke kan deles ud til andre skoler som en generel mulighed. (man skaber ulighed skolerne imellem, som alternativ til middelmådighed).

Skolens ledelse, lærere og bestyrelse skal forholde sig til hvilke faglige prioriteringer og hvilken læringsmæssig profil de ønsker at deres skole skal kunne tilbyde eleverne. (man skal træffe valg og træde i karakter).

Forældre skal reelt forholde sig til mulighederne i det frie skolevalg og deres børns kompetencer og interesser, i forhold til disse lokale satsninger. (ansvarlige valg på vegne af ens børn).

De eksterne samarbejdspartnere skal kunne se potentialet og den sociale bæredygtighed i deres samarbejde og engagement med skolen. (Har vi tillid til at vores investering giver det ønskede afkast).

Veje til skabelsen af den inkluderende skole.

Projekt ”inklusion af de urolige elever i indskolingen” tager sit afsæt i den erkendelse, at der ofte findes 2 til 3 elever i en skoleklasse, som tildeles prædikaterne: urolig, vanskelig og adfærdsforsttyret.

Der er altså tale om elever, der i deres ageren, opfattes negativt af omgivelserne og som derfor ofte bliver genstand for social og faglig marginalisering, isolation og udelukkelse i klassen og fra klassefællesskabet.

Den skolekultur, som vi har skabt, har gennem alle tider loyalt understøttet denne tendens, ved at de professionelle voksne har benyttet sig at muligheden for eksklusion af disse problembørn.

Metoderne, motivationen og begrundelserne for at ekskludere elever, er så gennem tiden blevet afstemt, i forhold til de gældende samfundsnormer og pædagogiske metoder. Fysisk revselse, skammekrog, placering på bagerste række, at blive sendt uden for døren, at blive sendt op til inspektøren, har vi udviklingsmæssigt gradvis erstattet med obs-klasser, akt-klasser, specialklasser for elever med diagnostiserbare dysfunktioner, støttepædagoger, trivselsmedarbejdere, trivselsambasadører, undervisningsassistenter og en tiltagende lobbyisme fra aktive forældre, der, alle, i en god mening ønsker at fjerne, skærme og afhjælpe problemerne, så læreren kan få ro til at undervise, eleverne kan få ro til at lære noget og så ”problembørnene” kan få ro til at arbejde under hensyntagen til deres problem med støtte fra et stigende antal af specialister. Nu er der bare lige det at:

Problemers omfang og kompleksitet siger proportionelt med antallet af aktører som skal medvirke til at løse det.

Måske er tiden ved at være moden til at stille dette spørgsmål:

Hvorfor giver det mening at skifte kurs og sætte fokus på "Samarbejde om læring og læringslyst", i stedet for at fastholde den nuværende tilgang? Hvad er det at dette fokus kan løse, som den nuværende traditionelle tilgang ikke magter?

At eksklusion har en så gennemgående plads i vore løsningsstrategier, må ikke alene tolkes som noget forkert og negativt, men som en evolutionsbaseret overlevelsesstrategi, der har ført os frem til dem og det vi som mennesker er i dag. Hvis ikke vi som mennesker havde haft muligheden for at skille os af med de svage og de som ikke kunne holde mund når faren lurede, havde vi sorteret os selv fra i arternes udvikling.

Fra urtiden er vores hjerne blevet ved med at udvikle sig. Hjernestammen indeholder stadig instinkter som vi bringer i anvendelse når vi møder begrebet fare. Kamp eller flugt er iboende førstesignal og handlemulighed når vi føler os truet. Med udviklingen af cortex kommer dog også andre handlemuligheder nemlig dialog, refleksion, erkendelse, erfaring og udvikling. Vi har altså et iboende potentiale nemlig muligheden for at lære.

Børn kan kun det de har lært......!, men alle fødes med evnen til og ønsket om at lære, samarbejde og være sociale.

Den sidste sabeltiger er uddød, etniske udrensninger, undertrykkelse af minoriteter er ikke længere politisk korrekte og det danske samfund som vores folkeskole er repræsentant for er ikke længere en ensartet størrelse, men en del af en globaliseret verden som alle, passivt eller aktivt er en del af.

Det giver derfor ikke megen mening og fremdrift, fremadrettet at tilpasse nye tiltag til eksisterende praksis, ved at udbygge, fastholde og understøtte alene med det formål at skabe konsensus.

Henry Ford sagde vældig berømt: “Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de svaret: En hurtigere hest!”

Hvis vi gør som vi altid har gjort – vil vi få det vi altid har haft. Og hvorfor gøre mere af det vi godt ved ikke virker.....?

Folkeskolens 360 graders eftersyn konkluderede i 2010 at effekten af specialundervisning i specialklasser og på specialskoler ikke skabte bedre muligheder for de elever som var indskrevet på disse specialforanstaltninger. Dette kombineret med at udgiften til disse tilbud udgør næsten 33 % af folkeskolens samlede budget, har medført at mange af disse tilbud minimeres og at specialeleverne i højere grad skal rummes i den almindelige folkeskole, i de almindelige klasser, sammen med de almindelige elever.

Som udgangspunkt står vi i skolen, med den udfordring at:

Eksklusion ikke længere er en indbygget mulighed i den pædagogiske praksis i folkeskolen.

Undtagelserne vil stadig være handicaps af forskellig art, der gør at tilknytningen af disse elever ikke giver mening for hverken elev eller skolen. Disse børn er derfor ikke medtænkt i denne bog.

I de kommende år, vil skolen, hvis vi vedligeholder den gamle kulturskabte tænkning, formodentlig opleve at debatten vil omhandle, en virkelighed baseret på en opfattelse af at vilkåerne for at drive skole, dikteret af politiske og økonomiske interesser ”presser citronen”, med forringelser til følge. Forældre vil i stigende grad, overveje muligheden for at flytte deres barn til friskoler og private skoler, med den begrundelse at folkeskolen ikke længere er god nok til deres barn. Hvad nu hvis, vi i stedet for at støtte op om eksklusionskulturen og tendensen med at søge sammen med ligesindede i private skoler, åbnede armene mod fremtiden, bød den velkommen og gik sammen om at skabe en levende, vitaliserende og udviklende skole under en forståelse af at:

Folkeskolen er den eneste skole med forskellighedsgaranti.!

Vi kan, hvis vi vil, udnytte det potientiale som naturligt ligger i en elevgruppe, der indeholder elever fra alle mulige forskellige sociale og kulturelle grupperinger i vores samfund, til at give eleverne et rigtigt godt afsæt, til at indtræde i voksenlivet.

Når nu vores skole er dannelsesfælleskab for mange forskellige små mennesker fra børnehaveklassen til udgangen af 9énde klasse og alle har ret til at være her giver det god mening at skabe en inkluderende kultur i skolen som basis for den måde vi er sammen på.