Kunsten at ramme ved siden af målet.

Min kommentar til artiklen faktuelt den 22. feb. 2011 i JV.

I artiklen, der har overskriften "Forældre: Fodbold i fritiden er vigtigere end idræt i skolen" omtales den problematik at nogle forældre vælger at fritage deres børn fra skolens idrætsundervisning, når børnene eksempelvis skal spille fodbold for den lokale sportsklub senere samme dag.

I artiklen citeres formanden for Dansk skoleidræt, Lene Mygenfordt for følgende kommentar: "Problemet er, at der er tale om obligatoriske timer, og dem kan man ikke skalte og valte med" og hendes løsning er: "at den bedste løsning på problemet er at indføre karaktergivning i idrætsundervingen".

Undervisningsminister Tina Nedergaard citeres for at være tilhænger af dette: "Det vil sende et signal til såvel forældre som skoleledere og elever om, at faget er lige så vigtigt som andre fag, og at det ikke er noget, som man bare kan fritages fra, hvis man har lyst, har en vigtige fodboldkamp i klubben eller for så vidt uden grund".

Jeg undres....... og læser noget helt andet. Udgangspunktet, som jeg ser det, er at der her er en interessekonflikt, eller måske er det i virkeligheden en "mangel på interesse" konflikt, under opbygning.

Hvis skolerne vil vælge at sanktionere sig til deltagelse i undervisningen, ved at konsekvensen, nemlig karaktergivning skal være motivatoren, hvor er skolen så på vej hen ?

Børn er grundlæggende programerede til at bevæge sig – dette er naturgivent og indbygget i alle. Børn der dyrker sport i en klub, kommer der frivilligt og kigger man paraplyorganisationerne efter i deres værdier, har de alle en tilgang til børn og sport hvor sporten skal være sjov, udviklende, sund og fremmende for den enkelte.

Sporten giver også det enkelte barn mening, motivation, mål og magi, da mange drømme om succes og identitet er indeholdt i den oplevelse den enkelte sportsudøver får gennem sporten.

Jeg glæder mig over den læring, alle disse frivillige trænere, ledere og foreninger, har draget af historien og historierne fra sportens verden. Man lærer børnene at tage ansvar, arbejde sammen, sætte sig mål, håndtere med og modgang osv..... alt sammen på en basis af frivillighed.

Med frivillighed og læringslyst i centrum for mange børns udøvelse af sport uden for skolen, undrer det mig derfor at Lene Mygenfordt og Tina Nedergaard ser tvang og fastholdelse af elever i idrætsundervisningen, gennem ønsket om indførelse af karakterer, som pressions og saktionsmiddel, skulle føre til en nedgang i børnenes ønske om at fravælge skolernes obligatoriske undervisning i idræt, til fordel for deres frivillige engagement i foreningssport.!

Beklager.... men jeg tror ikke det er vejen frem mod større trang til at tilvælge skolernes pligtige idrætsundervisning. Jeg tror istedet at formanden og undervisningsministeren, med fordel kunne søge efter en uddybende dialog med forældre, elever, lærere og de frivillige sportsorganisationer i diciplinen at gøre skolernes idrætsundervisning lige så eftertragtet at deltage i, som fritidens frivillige og lystbetonede aktivitet.

Vær imødekommende og byd ind til dialog, ansvarsdeling, innovation og fremgang for folkeskolen, istedet for at falde tilbage i et system af fastholdelse, gennem pligt og bedømmelser.

Selvfed konveniens

”Kræv din ret og gør din pligt” - det kunne være overskriften på ”mit lærerværelse” anno 2011. Men det kræver samtidig en lille tilføjelse ”..og ikke mere end det....tak”.

Det er efter min opfattelse ikke længere godt nok, at eleverne kommer i skole af pligt, fordi de skal. Det er ikke længere nok at lærerne kommer og afvikler deres undervisning, med en selvforståelse af at rammerne og mulighederne for deres arbejde er presset til det yderste af de kommunale tildelinger og fordi det udløser den månedlige løn. Det er ikke rimeligt både elever og lærere ofte kommer være sammen om at overleve skoledagen.

Da jeg gik i skole var der i hver klasse en "stræber", som altid havde lavet sine lektier, som altid skrev en side mere end det krævede osv. "Stræberen" levede sit eget isolerede liv i klassen.

Da jeg som voksen var ansat som SFO-leder på en mellemstor skole, havde vi på skolen en ung lærer, der altid var åbenlys positiv, når skolelederen fremkom med forslag. Læreren levede et isoleret liv på lærerværelset, indtil hun fandt en anden skole at arbejde på.

Senere har jeg som projektarbejder, mødt en skoleleder, der fortalte historien om en anden skoleleder, der fremkom med nye ideer og som levede et isoleret liv på sit kontor..... indtil han fandt et andet job.

På mange lærerværelser, som jeg har besøgt, sidder mennesker der, om nogen, gennem en lang årrække har skullet forsvare sig og, gennem aktiv fagforeningskamp, har været i frontlinjen omkring arbejdstidsaftaler, som gang på gang, fortolket af de menige medlemmer, har medført en forringelse af basisvilkårene for at udfører arbejdet.

En faggruppe der gennem de seneste 45 år har været genstand for megen kritik fra omgivelserne, og som gennem kollegial solidaritet har stor erfaring i at "få paraderne op" og "tilbagevise angreb".

Det er også en faggruppe, der har lært sig kunsten at kunne absorbere nye tiltag ind i en kontekst af traditionelle handlemønstre hvor begrebet ”plejer”, spiller en ikke helt uvæsentlig rolle.

Jeg har gennem de seneste 15 år, kontinuerligt været vidne til mange kurser, temadage og oplæg, omkring nye tiltag i skolen, hvor tændte og inspirerende oplægsholdere har talt om ”rød tråd”, helhedsskolen, anerkendelse, multikompetancer, classroom management, cooperativ learning, og jeg kunne blive ved, til et publikum, der overbærende har lyttet og, i pauserne, bekræftet hinanden i at ”den har vi hørt før”, ”gammel vin på nye flasker”, ”varm luft med lyd” osv...... og efterfølgende stille og roligt tilpasset det ”nye” til det ”gængse”, for tilsidst at absorbere det i en praksis af genkendelighed og handlingsmæssig konsensus.

Da jeg påbegyndte et projekt på en skole lige efter skolernes sommerferie, sad jeg overfor en nyansat lærer ved et stort bord på skolens lærerværelse. Der kom en ”senior”lærer hen og kommenterede hendes valg af plads på denne måde: ”Ja, her på lærerværelset har vi ikke faste pladser – smil -, men du sidder på min plads” Den unge lærer flyttede sig omgående...... et klogt valg, da pladsen tilhørte en der ligger øverst i lærergruppens hierarki.

På samme lærerværelse havde jeg en kaffesnak med en lærer, efter at jeg havde set nogle billeder af skolens lærergruppe gennem de seneste 20 år. Det jeg var interesseret i var at høre omkring hans opfattelse hvis jeg jeg sagde ”en lærer – en skole – et liv”. Han reagerede med overbærenhed og fortalte mig at sådan var det ikke mere.

Ca. en måned efter vores samtale fremkom kommunen med en række forslag, til ændring af den kommunale skolestruktur, hvor en reduktion af medarbejderstaben på 30% var en mulighed. I den forbindelse viste det sig at ca 70% af lærerne, på denne skole, ikke betalte til en a-kasse og derfor ikke var forsikret mod ændringer i deres arbejdsliv.

I begyndelsen af dette årtusind, var jeg ansat som pædagog i et helhedskoleprojekt. Projektet var godt forhåndsbeskrevet, og på et opstartsmøde, hvor jeg sad og lyttede med, talte alle om ”den røde tråd” som var det deres bedste ven. Efter ca. 40 minutters intens lytning, følte jeg mig provokeret til at spørge om ”hvor den røde tråd var i det de sagde ?” - Mit spørgsmål affødte, hvad jeg vil beskrive som en ”larmende stilhed” og den efterfølgende samtale var ikke rød men sort.

Der var ikke en rød tråd, viste det sig – der var i stedet en kæmpe ”nullermand” af alle de personlige røde tråde, som de enkelte medarbejdere og skolelederen havde passet ind i nogle politisk korrekte formuleringer, som havde givet skolen mulighed for at overleve yderligere 5 år og som gav den enkelte muligheden for at fastholde deres måde at gøre tingene på.

Det virker på mig, som om denne ”skoleorganisme” i sin natur, optager næring, gennem absorbering og udskiller gennem afstødelse, når et uønsket fremmedlegme eller idé tager ophold der.

”Undskyld Hr. men det er en lukket fest” hvor stolene fordeles efter et fast mønster og i en uudtalt tradition af tung habitus og selvfed konveniens.

Som gode gamle Søren K skrev: ”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over at den er ussel; thi den er uden lidenskab”.

Frivillighed og lysten til at lære.

Hvis vi skal udvikle frivillighed, må vi afvikle frivillighedens modsætning, ufrivillighed og tvang.

Hvis vi skal udvikle læringslyst, må vi afvikle lystens modsætning, ulyst og pligt.

"En bygherre havde bestilt en katedral. På et tidspunkt skal han ud og se hvordan projektet skrider frem. På vejen mod byggepladsen standser han ved en mand der sidder og hugger sten til. Bygherren spørger manden hvad han laver – "Jeg hugger sten" er svaret. Bygherren drager videre mod byggepladsen. Længere henne af vejen standser han ved endnu en mand, der fløjtende sidder og hugger sten til. "Hvad laver du" ? er spørgsmålet og manden svarer glad –" Jeg bygger en katedral".!

Hvis vi beslutter os for at skabe en skole der, i sin kerneidé og ånd, vil skabe "katedralbyggere" skal vi bruge begreberne frivillighed og læringslyst til at danne de to grundstene i skolen.

At skabe læring i skolen, hos den enkelte, er skolens primære opgave. Det er der ikke noget nyt i, men at skabe læring på en grundforståelse, hvor frivillighed og læringslyst er centrale, kræver nogle ændringer i vores forforståelse af skolen og den måde vi driver skolen på.

Begynd altid din dag med at kigge på afslutningen - En god skoledag har nået sit niveau, når den enkelte tager hjem med en følelse af at være blevet beriget og har lyst til at komme frivilligt tilbage dagen efter.

Hermed definerer du også din egen rolle som underviser. Din helt centrale opgave er at give eleven en læringsoplevelse, der lærer eleven at han ved at indgå i et imødekommende samarbejde med andre elever og voksne bliver aktiv medskaber af sin egen fremtid. Du skal give ham lyst til at lære, hjælpe ham med at fastholde perspektivet i, og meningen med, det I lærer og skabe en tro på at han kan lære mere.

For at udvikle denne lyst til at lære, skal der arbejdes aktivt på at skolen bliver et sted, hvor man føler sig velkommen, imødekommet og tryg. De mennesker som skal skabe dette, skal være relationskompetente professionelle, der skal kunne balancere mellem deres voksne og professionelle mer´viden og samtidig evne at være ydmyge nok til at sætte eleven og dennes læring i centrum for deres arbejde.