Selvfed konveniens

”Kræv din ret og gør din pligt” - det kunne være overskriften på ”mit lærerværelse” anno 2011. Men det kræver samtidig en lille tilføjelse ”..og ikke mere end det....tak”.

Det er efter min opfattelse ikke længere godt nok, at eleverne kommer i skole af pligt, fordi de skal. Det er ikke længere nok at lærerne kommer og afvikler deres undervisning, med en selvforståelse af at rammerne og mulighederne for deres arbejde er presset til det yderste af de kommunale tildelinger og fordi det udløser den månedlige løn. Det er ikke rimeligt både elever og lærere ofte kommer være sammen om at overleve skoledagen.

Da jeg gik i skole var der i hver klasse en "stræber", som altid havde lavet sine lektier, som altid skrev en side mere end det krævede osv. "Stræberen" levede sit eget isolerede liv i klassen.

Da jeg som voksen var ansat som SFO-leder på en mellemstor skole, havde vi på skolen en ung lærer, der altid var åbenlys positiv, når skolelederen fremkom med forslag. Læreren levede et isoleret liv på lærerværelset, indtil hun fandt en anden skole at arbejde på.

Senere har jeg som projektarbejder, mødt en skoleleder, der fortalte historien om en anden skoleleder, der fremkom med nye ideer og som levede et isoleret liv på sit kontor..... indtil han fandt et andet job.

På mange lærerværelser, som jeg har besøgt, sidder mennesker der, om nogen, gennem en lang årrække har skullet forsvare sig og, gennem aktiv fagforeningskamp, har været i frontlinjen omkring arbejdstidsaftaler, som gang på gang, fortolket af de menige medlemmer, har medført en forringelse af basisvilkårene for at udfører arbejdet.

En faggruppe der gennem de seneste 45 år har været genstand for megen kritik fra omgivelserne, og som gennem kollegial solidaritet har stor erfaring i at "få paraderne op" og "tilbagevise angreb".

Det er også en faggruppe, der har lært sig kunsten at kunne absorbere nye tiltag ind i en kontekst af traditionelle handlemønstre hvor begrebet ”plejer”, spiller en ikke helt uvæsentlig rolle.

Jeg har gennem de seneste 15 år, kontinuerligt været vidne til mange kurser, temadage og oplæg, omkring nye tiltag i skolen, hvor tændte og inspirerende oplægsholdere har talt om ”rød tråd”, helhedsskolen, anerkendelse, multikompetancer, classroom management, cooperativ learning, og jeg kunne blive ved, til et publikum, der overbærende har lyttet og, i pauserne, bekræftet hinanden i at ”den har vi hørt før”, ”gammel vin på nye flasker”, ”varm luft med lyd” osv...... og efterfølgende stille og roligt tilpasset det ”nye” til det ”gængse”, for tilsidst at absorbere det i en praksis af genkendelighed og handlingsmæssig konsensus.

Da jeg påbegyndte et projekt på en skole lige efter skolernes sommerferie, sad jeg overfor en nyansat lærer ved et stort bord på skolens lærerværelse. Der kom en ”senior”lærer hen og kommenterede hendes valg af plads på denne måde: ”Ja, her på lærerværelset har vi ikke faste pladser – smil -, men du sidder på min plads” Den unge lærer flyttede sig omgående...... et klogt valg, da pladsen tilhørte en der ligger øverst i lærergruppens hierarki.

På samme lærerværelse havde jeg en kaffesnak med en lærer, efter at jeg havde set nogle billeder af skolens lærergruppe gennem de seneste 20 år. Det jeg var interesseret i var at høre omkring hans opfattelse hvis jeg jeg sagde ”en lærer – en skole – et liv”. Han reagerede med overbærenhed og fortalte mig at sådan var det ikke mere.

Ca. en måned efter vores samtale fremkom kommunen med en række forslag, til ændring af den kommunale skolestruktur, hvor en reduktion af medarbejderstaben på 30% var en mulighed. I den forbindelse viste det sig at ca 70% af lærerne, på denne skole, ikke betalte til en a-kasse og derfor ikke var forsikret mod ændringer i deres arbejdsliv.

I begyndelsen af dette årtusind, var jeg ansat som pædagog i et helhedskoleprojekt. Projektet var godt forhåndsbeskrevet, og på et opstartsmøde, hvor jeg sad og lyttede med, talte alle om ”den røde tråd” som var det deres bedste ven. Efter ca. 40 minutters intens lytning, følte jeg mig provokeret til at spørge om ”hvor den røde tråd var i det de sagde ?” - Mit spørgsmål affødte, hvad jeg vil beskrive som en ”larmende stilhed” og den efterfølgende samtale var ikke rød men sort.

Der var ikke en rød tråd, viste det sig – der var i stedet en kæmpe ”nullermand” af alle de personlige røde tråde, som de enkelte medarbejdere og skolelederen havde passet ind i nogle politisk korrekte formuleringer, som havde givet skolen mulighed for at overleve yderligere 5 år og som gav den enkelte muligheden for at fastholde deres måde at gøre tingene på.

Det virker på mig, som om denne ”skoleorganisme” i sin natur, optager næring, gennem absorbering og udskiller gennem afstødelse, når et uønsket fremmedlegme eller idé tager ophold der.

”Undskyld Hr. men det er en lukket fest” hvor stolene fordeles efter et fast mønster og i en uudtalt tradition af tung habitus og selvfed konveniens.

Som gode gamle Søren K skrev: ”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over at den er ussel; thi den er uden lidenskab”.